FEJL OG MANGLER
SKOVHUSET / COPENHAGEN 11.8-23.9 2012

Maria Luostarinen, Pia Fonnesbech, Anders Werdelin, Lotte Agger


Tilfældets frise

Det var tilfældet, der fik den svenske billedkunstner Maria Luostarinen til at arbejde med akvarellen. En aften i 2003 ville hun klippe en silhuet af den svenske feminist Ellen Key (1849-1926), som altid har inspireret hende. Hun ledte forgæves efter velegnet papir og en hæderlig saks. Fra radioen lød Ibsens
Et dukkehjem, mens Luostarinen tøvende greb ud efter de akvarelfarver, hun var stødt på i sin søgen. Siden da har hun ikke sluppet vandfarverne.
Tilfældet er også indlejret i akvarelteknikken. Tiden er altafgørende. Her er ikke plads til tøven eller fortrydelse, når først farven rammer papiret. At beherske akvarelmaleriet som medium handler dels om at acceptere tilfældet, dels om evnen at kunne gribe det og bruge det uforudsete konstruktivt. Så meget desto særligere er Luostarinens store formater, og helt spektakulært bliver det, når hun i Skovhusets rammer opfylder en mangeårig drøm ved at skabe et mere end 10 meter langt akvarelforløb.
Frisen rummer florlette fastfrysninger af natursansninger, atmosfærefyldte beskrivelser af menneskefigurer og mystiske objekter. Her er intet naturalistisk sammenhængende univers, ingen fortælling, som i antikkens friser. Vi er i en mere drømmeagtig tilstand, hvor fantasifigurer og genkendelige genstande danser på lige fod i samme dans.
Parallelt med akvarellerne arbejder Luostarinen med andre medier, ikke mindst fotografi og installation. Værket
Watching/Father's Watch (2012) er et billede af et ur. Men ikke et hvilket som helst armbåndsur. Det tilhørte Luostarinens far, som var blind. Glasset er åbnet, som det har været alle de mange gange, faderens fingre er gledet hen over urskiven og viserne. Hvad der på en gang er et nøgternt registrerende fotografi af en tidsmåler, er samtidig en sansning af historie og personlig erindring.
Som de suger tiden til sig og binder den i al dens flygtighed, er fotografiet og akvarellen to sider af samme sag hos Luostarinen. Det er den øjeblikkelige fastholdelse af sansning. Det er registrering og erindring.

Birgitte Agersnap

Skovhuset